Testflyvning inden månerejse

Endnu et skridt på vejen til månen. Sådan må man betegne den tur til Rusland, som Per Wimmer fra Slagelse snart skal ud på.

Som vi fortalte for en måned siden, har Per Wimmer som den første dansker bestilt og fået plads på den første civile rejse til månen i 2008.

Inden længe går turen til Rusland, hvor forskellige test skal afsløre om han overhovedet kan klare den lange månerejse – tur/retur.

Blandt andet skal Per Wimmer opleve vægtløs tilstand i et fragtfly, der skal ud i et frit fald. Desuden skal han i en stor centrifuge, for at teste om han kan klare presset. Og endelig skal han op i en MIG-jager for at prøve farten.

Per Wimmer har betalt 75.000 kroner i depositum. Hvad hele rejsen kommer til at koste, ved han ikke.