Wimmers vej til tops

Per Vimmer kan godt mærke den hårde vandretur op til landingszonen i bjergene.

Slagelse/Himalaya: Per Wimmer kan mærke både i ben og hoved, at han går højere op i bjergene på vej mod det ultimative faldskærmsudspring.

Den danske deltager af First Ever Everst Sky Dive Expedition, slagelseanske Per Wimmer, indtager Himalaya-bjergene med en let højdesyge og store forventninger før sit historiske spring.

– I gamle dage var Namche Bazar en vigtig by på handelsruten mellem Tibet og Nepal. I dag er den sidste civiliserede stop for alle bjergentusiaster på “pilgrimsfærd” mod verdens højeste bjerg fra sydsiden, fortæller Per Wimmer i en mail til Sjællandske fra bjergturen.
Herfra kan deltagerne af First Ever Everest Sky Dive Expedition i disse dage få de første rigtige glimt af verdens højeste tinder ikke mindst det bjerg, de inden for den næste uge skal springe ud over.

– Vi har trekket i to dage fra Lukla, og jeg kan da godt mærke det i både benene og hovedet. Vi er i næsten 3500 meters højde nu, og det giver altså en let hovedpine og en generel træthed, som jeg lige skal vænne mig til. Men humøret er højt. Alt går efter planen, og alle deltagere har klaret højdestigningen uden de store problemer, siger Per Wimmer fra Namche Bazar.
Lige nu består programmet i besøg i landingszonen, der ligger i cirka fire kilometers højde. Desuden er der trekkingture højere op i terrænet og tilbage igen, så deltagerne kan blive helt akklimatiserede til højderne før det historiske spring.

De skriver verdenshistorie

– Vi skal også igennem et par træningspring fra lav højde for at være helt bekendte med landingszonen før det endelig spring, som jeg stadig regner med i morgen, torsdag 2. oktober – hvis vejret og bjergguderne tillader det, siger Per Wimmer.
I alt 30 faldskærmsudspringere er med i projektet.

De skriver verdenshistorie, når de som de første nogen sinde springer ud i faldskærm over verdens højeste bjerg og lander i Himalaya-bjergene på en platform i fire kilometers højde.