Dansker: Jeg kan langsomt begynde at lugte raketrøgen

Per Wimmer fremviser rumraketten SpaceShipTwo, den første kommercielle rumfærge, der skal bringe ham ud i rummet.

»Jeg kan langsomt begynde at lugte raketrøgen«.

Sådan siger den danske eventyrer, finansmand og mangemillionær Per Wimmer. Han har i nat været med til præsentationen af den nye rumraket SpaceShipTwo i Mojave ørkenen i Californien, USA.

Den færdigbyggede rumraket er kulminationen på mange års arbejde og opfølgning på moderskibet WhiteKnightTwo. De er begge designet og bygget af Scaled Composites i Mojave. Begge har et unikt fjer-system, der er opfundet af Burt Rutan.

Det kombinerede rumskib skal efter planen nå en højde af minimum 100 km.

Afgang i år 2011
Verdens første kommercielle rumfærge sætter efter nogle måneder med yderligere tests og en testtur kursen mod rummet med ikke professionelle astronauter – deriblandt den 41-årige Per Wimmer.

»Fremvisningen i dag betyder, at vi nu for alvor er tæt på at tage i rummet. Ikke flere smarte powerpoint præsentationer; vi har nu en rumraket i fuld størrelse samt et moderskib. Jeg kan simpelthen ikke vente længere. Jeg ville ønske, at jeg skulle flyve i rummet i dag«, siger Per Wimmer i en pressemeddelelse.

Rumraketten vil formentlig blive sendt af sted i næste år igen.

200 helt almindelige – og velhavende – mennesker har hver betalt en million for at komme på en smuttur rundt i rummet som nogle af de første.

Da Per Wimmer fortalte om sin drøm om at blive den første dansker i rummet – og plante Dannebrog på Månen – til Erhvervsavisen for fem år siden, sagde han, at han hele tiden har været fascineret af rummet. Og efter hans mange rejser til nogle af klodens mest spændende områder, var det oplagt at »kigge op ad«.

Klø på og kom i rummet
Han har en ukuelig tro på, at drengedrømmen, der tog form i gymnasiet, vil lykkes:

»Mit budskab er, at man bare skal klø på. Forskellen på mig og mange andre er, at jeg gør det. Jeg sætter mig en plan og følger den. Jeg giver ikke op. Det kan forhåbentlig virke som inspirator for andre«, sagde han til Erhvervsavisen.

På spørgsmålet om, hvad han glæder sig mest til, siger Per Wimmer:
»At få det første view af Jorden i vægtløs tilstand. En astronaut har beskrevet synet af Jorden som åbningsscenen i en ballet. Det skulle være en æstetisk meget smuk oplevelse, som jeg glæder mig meget til at få«.

Tandemspring over Mount Everest
Hans ultimative drøm er at blive den første dansker på Månen.

I ventetiden på turen til rummet og Månen har han udfordret sig selv med flere forskellige slags eventyr og udfordringer.

For et års tid siden skrev Per Wimmer verdenshistorie sammen med Ralph Mitchell, da de sprang det første tandemfaldskærmsudspring over Mount Everest i Nepal.