Per Wimmer: »Indimellem får man jo skøre ideer«

I hundredåret for Titanic’ forlis bliver eventyreren og finansmillionæren Per Wimmer i juli den første dansker, der besøger vraget 3,8 kilometer under vandet. Forberedelserne har allerede været i gang i et halvt års tid, og der er budgetteret med mere end en million dollar for at fuldføre eventyret

I sommer mødtes en gruppe venner til en snak om drømme og eventyr. Vennerne var på et punkt ikke helt ‘normale’. Deres hobby var nemlig at udleve de drømme og eventyr, de måtte have – uanset hvor urealistisk det måtte synes.

En af dem var Per Wimmer. Den danske finansmillionær, som allerede er involveret i Richard Bransons Virgin Galactic-projekt, der skal gøre ham til den første danske rumturist i 2013, havde længe ledt efter destinationen for det perfekte eventyr til vands. Så da snakken faldt på hundredåret for Titanics jomfrurejse og forlis, var den danske vovehals solgt.

»Indimellem får man jo skøre ideer, og som eventyrer er jeg hele tiden på udkig efter oplevelser, der kan skubbe mine grænser yderligere. I august besluttede jeg mig for, at det skulle være mit næste eventyr. Og nu er datoen sat,« siger Per Wimmer om projektet, der har et budget på over en million dollar.

Den 16. juli sætter han sig ind i en lille superubåd ved navn MIR1 med en russisk styrmand og sætter kursen mod vraget 3.800 meter nede under havoverfladen omkring 600 kilometer sydøst for Mistaken Point på den canadiske ø Newfoundland i Atlanterhavet.

»Jeg er ret spændt på, hvordan det bliver at være så langt under vandet med så massivt tryk omkring mig. Min hidtidige rekord er 30 meter under vandet, så det er ikke til at sige, hvordan jeg reagerer fysisk, men også psykisk for den sags skyld,« siger han og fortsætter:

»Jeg kan forberede mig meget. Men det er jo en kirkegård, jeg skal ned og se på, og det bliver formentlig emotionelt for mig. Heldigvis lider jeg ikke af klaustrofobi, så den del bekymrer jeg mig ikke så meget om.«

Titanic blev fundet på havets bund i 1986, og siden da er der blevet udført flere dykkerekspeditioner for at samle viden om vraget og katastrofen for 100 år siden. Per Wimmer bliver imidlertid den første dansker, der får vraget at se ved selvsyn. Det kommer til at tage tre-fire timer at dykke ned til vraget, og den samme tid at komme op. Per Wimmer og MIR1 vil primært undersøge forstavnen af Titanic, hvor Leonardo DiCaprio i storfilmen fra 1997 om det berømte forlis råber ‘I’m the king of the world!’.

Selv om MIR1 holder sig uden for selve vraget, er der meget, der kan gå galt, når man i knap et halvt døgn befinder sig så langt under havets overflade.

»Jeg er godt klar over, at jeg udsætter mig selv for en vis portion fare ved at kaste mig ud i det her, men jeg har fra begyndelsen, når jeg planlægger et eventyr, meget stor fokus på sikkerhed. Sådan må det være, for jeg kan ikke lade være. Det ligger i mit blod at være draget af at tage på rumrejse og springe ud fra et fly over Mount Everest,« siger Per Wimmer, der i 2008 deltog i verdens første tandemfaldskærmsudspring over verdens højeste bjerg.

For Per Wimmer fylder forberedelserne lige så meget som selve eventyret. Derfor ser han også den 10 timer lange dykkertur som selve champagnemomentet, der for ham blot er den synlige del af en lang rejse.

»Når jeg kommer op fra vandet og har set Titanic, sætter jeg flueben ved den boks, og så kigger jeg videre efter eventyr, der kan skubbe mine grænser yderligere,« siger Per Wimmer.
Indtil videre har han sat flueben ved ikke mindre end 60 lande, men det er ikke det vigtigste ved at fuldføre de mange fantastiske eventyr, påpeger den eventyrlystne finansmand:

»Jeg vil ikke påstå, at det ikke giver mig både oplevelser og et stort kick at drage på eventyr, men jeg håber – måske naivt – også på, at min historie kan inspirere andre til også at kæmpe for at udleve deres drømme.«

Men det er jo ikke alle, der har over en million dollar til at udleve deres drømme for. Så hvad kan de bruge din historie til?

»Det handler i virkeligheden ikke så meget om penge. Selvfølgelig hjælper det mig et stykke, men jeg vil mene, at alt kan lade sig gøre, hvis man virkelig arbejder for sin sag,« siger Per Wimmer.